Her er en oversigt over Høje-Taastrup Billedskoles projekter gennem tiden.
“Flag”-samarbejde med Ole Rømer-Skolen, 2023
I et samarbejde mellem Kulturskolernes Billedskole og Ole Rømer-skolen har en gruppe elever arbejdet med flaget som kunstnerisk udtryk og som stemme. I forløbet har eleverne skabt deres personlige flag i naturfarvet tekstil.
Med flagene ønskes at skabe et rum hvor det er muligt at fremhæve de små og vigtige glæder i hverdagen.
Flagene er derfor en hyldest til elevernes nærmeste og til deres hænder.
I den æstetiske proces har eleverne arbejdet med kroppens proportioner, mønstergentagelser og overdrivelser i sproglige udtryk.
Der har været fokus på det tekstile kunsthåndværk. Alle elever har tegnet, klippet og broderet de tekstile motiver på flagene.
Udstillingen består af 6 store flag som kan ses i Børne- og Kulturhuset samt 12 små flag som udstilles på Ole Rømer skolen Gadehaven.
Undervisningsforløbet var tilrettelagt og undervist af Billedkunstner Rikke Winther og skolelærer Tanja Persson.
“Gauri Gill”-samarbejde med Ole Rømer-Skolen, 2023
I et samarbejde mellem Kulturskolernes Billedskole og Ole Rømer-skolen har en gruppe elever arbejdet med masken som et stærkt udtryk, der kombinerer humor og realisme. I forløbet har eleverne skabt deres personlige masker af papmache. Gennem den æstetiske proces har de været opmærksomme på ansigtets proportioner, udtryk, farver og detaljer.
Med inspiration fra kunstner Gauri Gill´s fotografiske arbejder har eleverne udvalgt steder i deres lokalområde, hvor de kan lide at være og som de så egnede til at lade sig fotografere med deres masker på. Gennem fotografierne skildres livet og dagligdagen, landskabet og arkitekturen fra børnenes perspektiv. Fotografierne er således et resultat af en kollektiv proces, som bygger på dialog med eleverne og anerkendelse af de sociale aktiviteter og æstetiske valg som eleverne har truffet i forbindelse med portrætteringen.
Undervisningsforløbet var tilrettelagt og undervist af Billedkunstner Rikke Winther og skolelærer Tanja Persson.
“Lyt til havets brusen”-samarbejde med Ole Rømer-Skolen, 2022
I et forløb med Billedskolen har en gruppe børn fra Ole Rømerskolen arbejdet med en anderledes fremstilling af menneskets forhold med naturen. De unge kunstnere har skabt en række skulpturer, der kombinerer konkylier og mennesker til et tredje væsen. Skulpturerne kan læses som lille fortælling om, at vi er forbundet med, og derfor må leve mere i pagt med, naturen.
De unge kunstnere har ladet sig inspirere af Astrid Myntekjærs skulpturer The Hermit, der ligger på stranden ved Kunstmuseet Arken. Undervisningsforløbet var tilrettelagt og undervist af billedkunstner, Gitte Bach. Skolelærer, Tanja Persson, har assisteret og fotograferet billederne på udstillingen.
Syltede Drømme, 2021
Plakaten SYLTEDE DRØMME blev lavet under corona-nedlukningen i 2021. Eleverne blev per mail opfordret til at lave en iagttagelsestegning af et syltetøjsglas og fylde det med noget de drømte om. Alle bidragene blev samlet til en plakat, som eleverne og Billedskolens samarbejdspartnere efterfølgende modtog.
Undervisere: Nanna Riis Andersen, Johanne Lasgaard, Charlotte Trodahl og Berit Nørgaard.
“Snu som en ræv”-samarbejde med Ole Rømer-Skolen, 2021
På workshoppen “Snu som en ræv” har eleverne bygget en lille skulptur der har form som en ræv, hvor materialerne hovedsagelig består af genbrugsmaterialer og papmache. Det overordnede mål har været at lave ræven, men vejen hen til at ræven står færdig, er faktisk allervigtigst. Det er nemlig i processen, at eleven øver sig i at i få ideer og i at tage valg om, hvordan deres ræv skal se ud. Undervejs lærer de også forskellige slags teknikker, de får materialekendskab og materialeforståelse. Børnene har desuden stiftet bekendtskab med talemåder om ræven: Rønnebærrene er sure sagde ræven, da han ikke kunne nå dem. En ræv bag øret og at en klog ræv har altid to udgange i sin hule.
Underviser: Gitte Bach
Billedskolens 25-års jubilæum, 2020
Fejring af Billedskolens 25 års jubilæum i 2020, der grundet Covid19 restriktioner blev markeret udendørs udenfor Medborgerhuset. Billedskolens flagranke viser præcis så mange flag, som der var deltagere i projektet. De unge kunstnere var i alderen 6-16 år. Farveholdningen var inspireret af Dannebrog, men her holder associationerne til det velkendte flag op. For flagranken afspejler billedskoleelevernes personlige valg og besidder mangeartede kunstneriske udtryk. Eleverne har blandt andet kigget på professionelle kunstneres flagværker og talt om at flag kan bruges til markering af alt fra territorier, fødselsdage og månelandinger til starten på et racerløb.
Street Art på byggehegnet i Taastrupgaard, 2020
Byggehegnet på Taastrupgårdsvej (som var omkring Børne- og Kulturhuset imens det blev bygget) blev prydet med seje Street Art-billeder lavet af børn fra området. Det var børn i alderen 7-11 år som havde været på tegneværksted og havde lært om både iagttagelsestegning og Street Art. Tegningerne forestiller souvenirs og genstande, som børnene har haft med hjem fra rejser i Danmark og udlandet. Børnenes Street Art husker os på det levede liv bag ved byggehegnet i Taastrupgaard i den tid, mens gården var under forvandling. Ideen til udsmykningen af byggehegnet opstod i et samarbejde mellem Det Boligsociale Team i Taastrupgaard og Høje-Taastrup Billedskole. Taastrup Bibliotek hjalp med print.